Human Designs Profillinjer

En Human Design Chart viser mange aspekter, bl.a. dét, vi kalder Profilen. Profilen udgøres af to tal adskilt af en skråstreg - fx 1/3. Det første tal - i dette tilfælde 1-tallet - er Personlighedens. Dette er aspekter af os selv, som vi er bevidste om - det er også vores sind. Personlighedens profillinje huser kvaliteter, som vi således har bevidst adgang til. Tallet på den anden side af skråstregen tilhører Designets - kroppens. Dette er aspekter af os selv, som vi ikke er ligeså bevidste om, men som andre ser tydeligt i os.

Her ser du en lille beskrivelse af Personlighedens profillinjer (dvs. det første tal i din profil - før skråstregen.) Husk naturligvis altid at medtænke Human Designs læresætning: “or not.” (Mere om dét på et senere tidspunkt.)

Hvis det største tal står først, har du dét, der hedder transpersonlig karma - lige bortset fra 4/1, som har dét, der hedder en “fikseret skæbne.” Hvis det mindste tal står først, har du en personlig skæbne.

Dette skriv er kun toppen af isbjerget, når det kommer til både linjer og profiler.

Første linje - Undersøgeren

Jeg har brug for at bygge mig et solidt fundament i livets forskellige arenaer. Professionelt har jeg behov for at studere, nørde, og udvikle min viden + kompetencer gennem hele mit liv. Dette kan føre til ekspertniveau. Min viden på mine dedikerede områder skaber ikke blot et solidt fundament for mig selv, men også for andre - for hele samfundet. Jeg har et dybt behov for at være selvforsørgende og er en naturlig autoritet på de områder, hvor mit fundament er stærkt.

Jeg søger dybde og sikkerhed i mine relationer og betragter dem med et halvt sideøje for at sikre mig, at fundamentet kan bære. Bliver jeg skuffet i en relation, kan det give mig en dyb mistillid til dén - og til verden. Jeg kan lære, at nogle skuffelser kan rummes samt at impernanens er et livsvilkår. Samtidig er jeg dybt drevet til at finde netop dét, der kan bære og stå tidens tand.

Jeg er introspektiv og optaget af min egen proces. Er mit fundament ikke sikkert, mærker jeg usikkerhed og måske imposter syndrom. Mine fundamenter kan tage lang tid at bygge, så jeg udviser mig selv tålmodighed - min proces er indbegrebet af, at Rom ikke blev bygget på én dag, men et stærkt fundament kan bære i evigheder.

 

Anden linje - Eneboeren

Jeg har medfødte talenter, som stråler ud af mig, uden jeg selv er klar over det. Jeg har nogle helt specifikke gaver - naturtalentets ukomplicerede udtryksfuldhed - som jeg nyder at dyrke.

Det kan være sundt og stimulerende for mig at styrke mine talenter gennem videre studier, så mine gaver bliver mere bevidste for mig og endnu mere raffinerede. Det hjælper mig blive mere sikker på mig selv, når andre undersøger, hvorfor og hvordan jeg gør, som jeg gør.

Jeg kan bruge uendelige mængder tid i mit eget selskab, mens jeg udbygger mit talent og er optaget af min egen proces. Egentlig vil jeg helst være i fred. Jeg har et dybt ønske om harmoni og kan være tilbøjelig til at træde i en mægleragtig rolle.

Andre ser mine evner - ofte tydeligere end jeg selv. Når jeg kan være i fred og bruge tid på mine gaver, ved jeg, at de rette, meningsfulde kald kommer. Kun de rette kald fortjener min opmærksomhed og energi.

 

Tredje linje - Martyren

Jeg er i nærkontakt med verden på mange måder - min personlighed er hele livet igennem i gang med at opdage alt dét, der ikke virker. Det betyder, at jeg bumper ind i mangt og meget for at lave vigtige opdagelser og gøre uvurderlige erfaringer, som jeg nærer og støtter mig selv med, og som andre kan drage fordel af.

Da jeg er i så tæt kontakt med det materielle plan (jeg undersøger det for, hvad der ikke virker), har jeg også en dyb forståelse for netop det materielle plan. Anarkisten i mig kan rive dét ned, som jeg finder uholdbart - både på det personlige og samfundsstrukturelle plan.

Jeg er fleksibel, tilpasningsdygtig og kan bringe mutation til stagnerede sammenhænge. Idet jeg er i verden på en eksperimenterende vis, er det min selvkærlige opgave at favne, at jeg aldrig har begået fejl - jeg har blot udbygget min - og kollektivets - erfaringsbank, hvilket er lidt af en service. Jeg kan være selvundertrykkende pga. mine mange nærgående møder med verden, som jeg kan have skam omkring. Mit mantra kan med fordel være "Der er ingen fejl, kun læring."

 

Fjerde linje - Opportunisten

Jeg er en transpersonlig udgave af første linje, og således har jeg brug for et stærkt fundament - mit fundament er mit netværk. Jeg bruger megen tid og energi på at nære mine venner og relationer, og min trivsel er afhængig af, at jeg oplever mig solidt funderet i mit netværk med en god portion indflydelse. Jeg er ikke orienteret imod fremmede og hver en relation i mit netværk vedligeholdes - derfor er jeg specifik med hvem, som kommer ind i min indre cirkel.

Jeg venter på den rette mulighed for at dele min sandhed + perspektiv i mine nære relationer. Oplever jeg, at der ikke er plads til netop dét - hvis andre søger at ændre mig eller mine overbevisninger - vil jeg hellere smutte fra situationen end at ændre mit perspektiv. Det er naturligt for mig at have indflydelse og effekt på mine nærmeste - ligesom mine nærmeste har en effekt på mig.

Jeg kan til tider blive helt udmattet af at vedligeholde relationer, og det er vigtigt for mig at prioritere min alenetid.

Jeg udstråler en venlighed, som er tiltrækkende på andre mennesker, og jeg er dybt dedikeret til dem, som er i mit netværk. Jeg observerer nøgternt alt dét, som foregår i mit netværk.

 

Femte linje - Kætteren

Jeg er dumpet ned på kloden med en cellulær fornemmelse for at ville gøre en forskel og på min egen måde at være til tjeneste for andre. Fra en tidlig alder kan jeg have oplevet at skulle bære forventningers pres på mine skuldre - fra andre og fra mig selv.

Andre har hele mit liv haft stærke idéer om, hvem jeg er. Jeg har et kraftigt projektionsfelt, hvori andre kan se lige dét, de har brug for i mig. Jeg har en aura af mystik og tiltrækkende energi omkring mig. Det er naturligt for mig at træde i reddertøjet og give støtte dér, hvor det mærkes korrekt. Er min støtte dog ikke praktisk, eller afviser jeg at støtte dér, hvor min indre autoritet egentlig siger JA, kan jeg opleve, at det påvirker mit omdømme; mit omdømme er særligt vigtigt for mig.

Jeg har særlige forbindelser til mange af dem, jeg møder på min vej - der er som regel en højere mening med de mennesker, som spiller en rolle for mig - eller som jeg spiller en rolle for. Forventninger om at jeg skal redde, lede, tage styring og guide møder jeg ofte. Et godt kendskab til mig selv støtter mig i at vide, hvilke forventninger er korrekte for mig at imødekomme og hvilke der ikke er.

 

Sjette linje - Rollemodellen

Jeg har en særlig livsproces, som har til formål at gøre mig i stand til at være et levende eksempel for autentisk væren. De første 30 år lever jeg som en tredje linje. Her går det ikke stille for sig, og jeg samler en uendelig mængde erfaringer, som jeg sidenhen skal bruge til min visdomsproces.

Når jeg bliver omkring de 30, kravler jeg op på et symbolsk tag. Her presser jeg de kulstykker, som jeg samlede i mine første leveår om til diamanter - med andre ord omprocesserer jeg mine erfaring til visdom. Jeg bruger de første 11 år til at hele fra fortiden, som kan have været ganske destabiliserende. I denne periode lever jeg lidt mere tilbagetrukket, lidt mere distanceret. Fra dette symbolske tag har jeg et godt udsyn og kan objektivt betragte folk på jorden. Folk på jorden opdager mig på taget og søger mit unikke, objektive perspektiv.

Omkring de 50-51 år er tiden på taget forbi, og jeg genengagerer mig i tilværelsen - nu som en fuldt udklækket rollemodel, som kan være et omvandrende eksempel på at være sin egen autoritet. Jeg kan søge dybt og længe efter perfektion indtil jeg opdager, at alt allerede er fuldendt. Tillid er et nøgleord for mig - jeg har brug for at have tillid til mig selv - så er jeg tillidsvækkende på andre.

 

Der er nogle helt specifikke keynotes i Human Design som bruges om de enkelte linjer. Human Design er blevet til på engelsk, og Keynotes - de helt specifikke, rammende, officielle termer - er også på engelsk. Her har jeg oversat Keynotes på de forskellige linjer - du kan finde dem i bogen The Definitive Human Design:

  • Adfærdsmæssig identitet: Beskedenhed

    Projekteret attitude: Autoritet

    Begrænset perspektiv: Empati

    Tilstræbt rolle: Kreativitet

    Bondingstrategi: Jæger/jagtet (Pursuer/Pursued)

    Sikkerhedsstrategi: Selvforsørger/Begærer (Coveter)

    Emotionel resonans: Svaghed/Styrke

    Bevidsthedresonans: Svaghed/Styrke

  • Adfærdsmæssig identitet: Eneboer

    Projekteret attitude: Demokrat

    Begrænset perspektiv: Fordomsfuldhed

    Tilstræbt rolle: Harmoni

    Bondingstrategi: Rykke frem/Trække tilbage

    Sikkerhedsstrategi: Nærer/udtømmer

    Emotionel resonans: Rykke frem/Trække tilbage

    Bevidsthedresonans: Beslutsomhed eller ej

  • Adfærdsmæssig identitet: Martyr

    Projekteret attitude: Anarkist

    Begrænset perspektiv: Pessimist

    Tilstræbt rolle: Opretholdelse

    Bondingstrategi: Bånd, knyttede og brudte

    Sikkerhedsstrategi: Bånd, knyttede og brudte

    Emotionel resonans: Troskab/Afvisning

    Bevidsthedresonans: Partnerskab/Afhængighed

  • Adfærdsmæssig identitet: Opportunist

    Projekteret attitude: Abdikator

    Begrænset perspektiv: Træthed

    Tilstræbt rolle: Alenehed

    Bondingstrategi: Fortrolig eller ej

    Sikkerhedsstrategi: Velgører/Afhængig

    Emotionel resonans: Venlighed/Ondskab (Meanness)

    Bevidsthedresonans: Korruption eller ej

  • Adfærdsmæssig identitet: Kætter

    Projekteret attitude: Generalen

    Begrænset perspektiv: Redderen

    Tilstræbt rolle: Tiltrækningskraft

    Bondingstrategi: Forfører/forført

    Sikkerhedsstrategi: Fordeler/Hamstrer

    Emotionel resonans: Uselviskhed/Selviskhed

    Bevidsthedresonans: Disciplin/oprør

  • Adfærdsmæssig identitet: Rollemodel

    Projekteret attitude: Administrator

    Begrænset perspektiv: Optimist

    Tilstræbt rolle: Objektivitet

    Bondingstrategi: Soulmate eller ej

    Sikkerhedsstrategi: Tillid eller ej

    Emotionel resonans: Sympati/empati

    Bevidsthedresonans: Lederskab eller ej

Hvad er din profil?


Forrige
Forrige

Hvad er neutrinoer?

Næste
Næste

Har du hørt om Human Design?